søndag den 7. marts 2010

Det store kagebord og mere til

Så oprandt dagen hvor jeg skulle fejres og det store kagebord skulle vises frem og bespises. Alle kagerne var ikke bagt færdige på forhånd, der er ikke SÅ meget Hyttemeier i mig at jeg snyder. Derfor stod jeg i køkkenet til efter midnat i går og stod op klokken 7 i morges og bagte færdigt.  Når Christian alligevel var ude og give den gas som DJ hele natten, så kunne jeg godt tillade mig at være bagekone i kagebagehuset  hele aftenen, starten af natten og tidlig morgen. Mon det er det man kalder 'en energisk søndag morgen'?
Til trods for, at jeg har været enormt søndagsgrim med slidte joggingbukser, gammel afvasket Take That t-shirt, uglet år og morgenånde hele morgenen og formiddagen og køkkenet har set ud som på billedet til højre det meste af dagen, så endte det selvfølgelig med, at både køkkenet og jeg selv, så ret så præsentabelt ud i sidste ende. Hvis jeg da selv skal sige det. 
Jeg endte med at se knap så afvasket og 90'er-agtig ud og kagebordet endte således, fra venstre mod højre: Grove chokoboller med nødder, peanutkage, fudgecupcakes, Peanutbuttercupcakes, Annemors chokoladekage, daim is-kage, verdens bedste, brownie-muffins, gulerodskage, cookies, ananas cupcakes og gul kage.   
Ja, så står der sørnme også to skåle fyldt med frugt - som ingen i øvrigt spiste af.
Skulle lige have close ups af nogle cupcakes og Annemors chokoladekage, som i øvrigt er det tætteste jeg endnu er kommet på smagen af fiskekagen. Tror jeg bytter mælkechokoladen ud med mørk chokolade næste gang, men den er lige ved at være i skabet!
Der var et par kager jeg havde tænkt mig at bage, men som jeg ikke kunne nå, men når jeg ser på alle mine rester, tænker jeg, at det måske var meget godt alligevel.
Resterne i sig selv er nok til en helt ny fødselsdag. Hip hip hurraaaa for det. Det kan jo være at kollegaerne sætter pris på det i morgen på arbejdet. Og desuden også Christians kollegaer, da han nok også får en smule rester med.

Alt i alt blev det er rigtig hyggelig dag med masser af godt selskab, meget kagespisning, kaffedrikning, sodavandsdrikning, chokoladespisning og saltstangsspisning. Saltstangsspisning var ikke et ord lige før, men det er det nu :)
Selvom de yngste gæster til fødselsdagen var en SMULE fjollede, så tror jeg nu at de også hyggede sig i hinandens selskab.
Hvis nogle af gæsterne læser denne blog, så kan jeg jo benytte lejligheden til at sige mange tusind tak for dejligt selskab og alle de gode gaver og blomster jeg fik i dagens (læs: morgendagens, er STADIG 25!) anledning.
Jeg har haft en dejlig dag og nu må vi til at bage noget lidt sundere end kager det næste lange stykke tid. Jeg vil også gerne begynde at løbe... hmmm... Sikke en udtalelse!
.....................Out........................